Gå til indhold

konsulent i Vaern

Mød Mikkel Nordberg, konsulent i Vaern

Mikkel Nordberg er konsulent i Vaern. Han har arbejdet med Azure og cloud-infrastruktur siden 2016.

Det var først og fremmest udsigten til mere frihed, der fik Mikkel til at indgå samarbejde med Vaern – men han fandt også et netværk af nogle af de dygtigste kollegaer, han nogensinde har haft.

Her fortæller han bl.a. om at være en del af et netværk for selvstændige konsulenter “på steroider” og om vigtigheden af at bygge sin egen værktøjskasse.

Mikkel Nordberg - Vaern

23. september 2026

  • Vaern konsulenter

konsulent i vaern

Hvad motiverer dig i dit arbejde som konsulent?

Der er stor efterspørgsel på cloud-konsulenter i markedet, men ikke alle leverer den samme kvalitet. Det afhænger af det mindset og den viden, du kommer med.

Jeg er 100% investeret i de ting, jeg beskæftiger mig med. Hvad end det gælder arbejde eller fritid. Det kan jeg kun være, hvis jeg samtidig synes, det er sjovt. Jeg tror på, at det engagement man kommer med, afspejler sig en til en i det arbejde, man leverer.

Det samme gælder, når det kommer til interessen for ny teknologi, hvor jeg holder mig opdateret på udviklingen inden for cloud. Det er nødvendigt at følge med og omstille sig, hvis man som it-konsulent skal forblive relevant og have mulighed for at arbejde med de spændende projekter.

Hvad er det bedste råd, du har fået?

Jeg arbejdede på et tidspunkt på et projekt, hvor kontrakten var ophørt, og hvor der var en ny leverandør på vej ind. Der var tid tilbage på kontrakten, som bare skulle bruges. Jeg var demotiveret af situationen og følte, at jeg spildte min tid. Der fik jeg et godt råd om at bruge tiden på mig selv og tænke på, hvordan jeg kunne få det bedste ud af en situation, som jeg alligevel ikke kunne ændre på.

Det betød, at jeg begyndte at pakketere nogle af de ting, som var lykkedes godt i projektet, og tænke over, hvordan jeg kunne dokumentere det så grundigt, at det kunne genbruges i fremtidige leverancer. På den måde begyndte jeg at opbygge min egen værktøjskasse af viden, som jeg løbende har udbygget siden. Det betyder også, at jeg mange gange har konkrete eksempler, jeg kan trække op af den kasse, som jeg kan bakke min erfaring op med.

Hvorfor er det attraktivt for dig at være en del af Vaern?

En væsentlig ting er den frihed, som Vaerns forretningsmodel giver mig. Selvom jeg til tider arbejder mere, end jeg har gjort før, så ligger der en kæmpe frihed i at vide, at jeg i vid udstrækning er herre over min egen tid. Jeg har mulighed for at arbejde 60 timer den ene uge og 15 den næste, så længe jeg sørger for at afstemme det med kunden.

Samtidig har jeg fået nogle kollegaer, som alle sammen er super dygtige, og som jeg har fuld tillid til. Andre vil måske nok sige, at ja, ja det passer jo ikke, der er ingen, som kun har gode kollegaer. Men det føler jeg faktisk er tilfældet her.

For mig handler det også om tilfredsstillelsen ved selv at opbygge noget. Jeg lægger viden i værktøjskassen, som jeg år for år kan bygge videre på – og det samme gælder økonomisk.

Mikkel Nordberg - Vaern

konsulent perspektiv

“Jeg bliver udfordret af den tekniske sparring med virkelig dygtige kollegaer, og det motiverer mig til at holde mig skarp på udviklingen. Cloud er et stort område, og du kan ikke være den bedste til det hele. Derfor er det guld værd at kunne spørge andre til råds der, hvor man ikke selv er allerskarpest – og når nogen spørger til noget, der ligger inden for mine spidskompetencer, så vil jeg omvendt også gerne kunne svare. Jeg kalder det "et netværk for selvstændige på ultra steroider.”

Mikkel Nordberg

Senior Security Advisor, Vaern

Hvordan bliver du udfordret fagligt i Vaern?

Jeg bliver udfordret af den tekniske sparring med virkelig dygtige kollegaer, og det motiverer mig til at holde mig skarp på udviklingen.

Cloud er et stort område, og du kan ikke være den bedste til det hele. Derfor er det guld værd at kunne spørge andre til råds der, hvor man ikke selv er allerskarpest – og når nogen spørger til noget, der ligger inden for mine spidskompetencer, så vil jeg omvendt også gerne kunne svare. Jeg kalder det “et netværk for selvstændige på ultra steroider.”

I teamet deltager vi også sammen i uddannelsesforløb, på konferencer mv., ligesom vi selv arrangerer “geek nights”, hvor vi dykker ned i et bestemt emne. Det er motiverende at være en del af et hold, hvor alle uddanner sig af egen interesse og lyst.

Hvilken type projekter arbejder du med i Vaern?

I dag har de fleste virksomheder fået flyttet dele af deres infrastruktur i skyen. De projekter, jeg arbejder med, er derfor oftest centreret omkring nogle af de udfordringer, der opstår, når man gerne vil skalere sit cloud setup. Et hovedtema er drift. Et andet er sikkerhed og compliance, som bl.a. relaterer sig til kravene om efterlevelse af nye regulativer, og hvordan man etablerer en tilstrækkelig adgangsstyring for sine brugeridentiteter.

Virksomhederne begynder også i stigende grad at benytte flere samtidige cloud-leverandører. Tidligere lå 80- 90 % af infrastrukturen i Microsoft Azure, men nu inddrager man også løsninger fra fx Google og Amazon. Min rolle er at være med til at skabe synergi og sikre en velfungerende infrastruktur, hvor alle elementer spiller sammen.

De fleste cloud-projekter er efterhånden så store, at vi typisk er flere konsulenter sammen ude hos kunderne. De opgaver får vi tildelt, fordi vi netop har den her tilgang om at blive ved med at udvikle os fagligt og sætte os ind i forskellige typer af cloud-teknologier.

Hvad kendetegner en god Vaern-konsulent?

Der er tre ting, som falder mig ind:

1. Du skal interessere dig for ny teknologi og holde dig faglig kompetent inden for det område, du arbejder med.

2. Du skal have en eller flere spidskompetencer, men også interessere dig for det brede billede.

3. Du skal være selvkørende og kunne stå på mål for egne leverancer.

Og så er det en kæmpe bonus, hvis du vil fællesskabet og har et ønske om at blive stærkere i fællesskabet. Du begrænser dig selv og adgangen til de spændende projekter ved at insistere på at stå alene.